Blog

  • Selv Adam og Eva måtte leve med depression

    af Gudrun Bodin © 2007

    Den lette form for depression hører sammen med den personlige udvikling og har været en del af menneskets livsvilkår helt siden skabelsen, kan man se, hvis man læser skabelses­beretningen med psykoanalytiske briller.

    DANSKERNES FORBRUG af depressionspiller eksploderer, og Danmark er det land i OECD, hvor forbruget af depressionspiller er vokset mest, skriver Kristeligt Dagblad den 10. december. Men er det ikke “sygdomsmageri”? Formanden for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, skrev den 6. oktober i Kristeligt Dagblad om, hvordan læger, patienter og industri samarbejder om at definere sygdomme, som kan forsyne mennesker med sygeroller, give lægerne opgaver og skabe avancer for medicinalindustrien, og hvordan det lykkes dem nemt at give en række tilstande sygdomseksistens. Når man ikke skelner mellem den svære, genetisk betingede depression og den lette, miljøbetingede depression, men i begge tilfælde mener, behandlingen skal være medicin, så er det lykkedes at skabe en ny sygdom.

    Den lette form for depression har altid været en del af menneskets livsvilkår og hører sammen med personlig udvikling. Selv Adam og Eva kæmpede med depressiv angst. Læser man en af verdens mest kendte historier, skabelsesberetningen, med psykoanalytiske briller, kan den ses som en smuk metaforisk beskrivelse af arbejdet i “den depressive position” og noget, som vi alle må igennem.

    Der var psykoanalytikeren Melanie Klein, der betegnede denne mentale tilstand som “den depressive position”. Det normale barn tager et stort skridt i sin udvikling, når det bliver i stand til at samle splittede delindtryk sammen til en helhed. Det spæde barn er kun i stand til at have at gøre med de gode aspekter af livet, og alt det onde må kastes ud. Det betyder, at tænkningen er sort-hvid, og livet er enten paradis eller helvede. Klein betegnede denne tilstand som “den skizoparanoide position”. Det er et modenhedstegn, når barnet bliver i stand til samtidig at have at gøre med både de gode og onde aspekter af livet og opleve ambivalente følelser.

    Klein gav denne tilstand betegnelsen “depressiv”, fordi det er et svært og krævende arbejde at samle delene til en helhed, og det er ledsaget af følelser af intens tristhed, sorg og skyld. Ifølge Klein vil vi mennesker livet igennem skifte mellem disse to positioner, og ved nyindlæring og tilpasning til nye situationer eller livsvilkår mister vi for en periode helhedssynet og koncentrerer os om dele af det nye, for senere at kunne integrere dem til en helhed.

    VENDER VI OS MOD skabelsesberetningen, står der i den, at “Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den”. Adam befandt sig i begyndelsen i Paradiset uden at skulle forholde sig til det onde her i verden, altså i “den skizoparanoide position”. Ligesom spædbarnet projicerer det onde over på omverdenen, havde Adam kastet al viden om det onde ud og var dermed, ligesom spædbarnet, befriet fra at beskæftige sig med det.

    Men det onde eksisterede også i Edens Have. Gud Herren havde oplyst Adam om det, da han sagde: “Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!” I Adams ører lød Guds ord som en opfordring til fortsat at benægte eksistensen af det onde, og at kundskab om det ville få katastrofale konsekvenser.

    Klein mente, at barnet har en medfødt epistemologisk drift (epistemologi har at gøre med kundskabslære og erkendelsesteori, red.), og denne drift efter viden handler blandt andet om at kunne skelne godt fra ondt og at kunne adskille sig selv fra andre. Slangen er symbolet for menneskets epistemologiske drift. Slangen er det snedigste af alle de vilde dyr, som Gud Herren havde skabt. Det er slangen, der siger til Eva: “Har Gud virkelig har sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?” Den kloge, listige slange havde forstået, at Evas epistemologiske drift var let at vække, og henvendte sig derfor først til hende.

    Ligesom Adam havde Eva dog også en angst for, at viden kunne være destruktiv, for hun svarede: “Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.” Slangen var klogere end Adam og Eva, og den svarede, “Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at når I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt!”

    Slangen vidste altså, at det ikke indebar menneskets undergang, men udvikling at spise af frugten på kundskabens træ. Mennesket ville blive et højerestående væsen, mere som Gud, når det blev i stand til at identificere det gode fra det onde.

    Slangen var i stand til at overvinde Evas ambivalens over for udvikling, og i skabelsesberetningen hedder det: “Kvinden så, at træet var godt at spise af, og tiltrækkende at se på, og det var også godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet”.

    For Adam og Eva blev det en “øjenåbner” at spise af kundskabens træ. De erkendte deres egen sårbarhed, og det var nødvendigt at tage ansvar for sig selv. I Edens Have havde de været befriet for alle sorger og bekymringer i forhold til livets opretholdelse. De kunne fastholde det lille barns tankegang, nemlig at de var centrum i verden, og at Edens Have var skabt for at tilfredsstille deres behov. Det er den omnipotente tankegang.

    I DEN DEPRESSIVE position bliver barnet bevidst om sin egen afhængighed, altså at det ikke er omnipotent (almægtigt, red.), men har forældre eller andre voksne, som sikrer dets tryghed og velbefindende. Ligesom Adam og Eva så, at de var nøgne, bliver barnet bevidst om, at det er lille, sårbart, har begrænsninger og behøver sine forældre. Samtidig føler barnet skyld over alle de gange, hvor det har været utilfreds og vred på sine forældre, og overvældes af depressiv angst for, at forældrene vil straffe det, eller barnet kan miste dem.

    Da Gud havde forstået, at de havde spist af træet, sagde han til Eva: “Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand og han skal herske over dig!”. Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens urter og planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive”.

    I EVA OG ADAMS oplevelse straffede Gud dem, men i virkeligheden handlede det om, at de har mistet deres uskyld og derfor nu bedre kunne se, at jorden ikke kun er paradis. Det er et krævende og slidsomt arbejde selv at skaffe sig føden, og døden er et ondt faktum. Adam og Eva var kommet i den depressive position og måtte arbejde sig igennem følelser af sorg, skyld og angst for at komme til rette med, at virkeligheden både er god og ond.

    Skabelsesberetningen ender med, at Gud lavede skindtøj til Adam og Eva og klædte dem på, hvorefter han forviste dem fra Edens Have. Den depressive position indebærer også erkendelsen af separation. Ligesom barnet må acceptere at vænne sig af fra moderens bryst, måtte Adam og Eva også acceptere separationen fra Edens Have. Men Gud var omsorgsfuld og klædte dem i skindtøj, så de var bedre rustede ved afskeden.

    Adam og Eva havde dog fået en god start i haven, Gud havde sendt dem af sted på en kærlig måde, og de havde derfor integreret Edens Have og Gud som indre “gode objekter”. Det er gennem støtten fra de indre “gode objekter”, at mennesket er i stand til at møde depressiv angst og til at udvikle sig.

    Selvom Adam og Eva følte sig skyldige, så havde de en grundfølelse af at være elskede som Guds børn, og det gav dem kraft til at komme gennem depressionen, tage skridt hen mod større modenhed og påtage sig ansvaret for at blive forældre til alle mennesker.

    Og siden Adam og Eva har vi mennesker lidt af lettere depression, hver gang vi prøver på at blive klogere på det onde og det gode i verden. Denne form for depression er ikke sygdom, men er tegn på personlig udvikling. At medicinere den er “sygdomsmageri”.

     


    – Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 29. dec. 2007 – gengivet med forfatterens tilladelse.
    – Gudrun Bodin er klinisk psykolog og psykoanalytiker (IPA)

  • Det er aldrig for sent at blive et ordentligt menneske

    Af Henrik Jensen © 2006

    Det ordentlige menneske er ikke drevet af lyst, men af pligt. Det er en mennesketype, der ikke nyder stor opmærksomhed i vores samfund.

    Der går et skel ned gennem menneskeheden – skellet mellem ordentlige mennesker og resten. Med ordentlige mennesker forstås i denne forbindelse mennesker, som ikke bare er i stand til at opføre sig imødekommende i almindelighed, men i stort og småt formår at se tingene lidt også fra andres synsvinkel, og søm kan forholde sig en smule selvironisk til sig selv, sådan fra oven og ned.

    I den store sammenhæng viser de sig ved at gå af deres slagne vej for at hjælpe andre. Den barmhjertige samaritaner var et ordentligt menneske. Sådan en, søm i stedet for at koncentrere sig øm at realisere sig selv, gør en masse for at holde andre på ret køl. Som er kittet i samfundet, og især var det, før omsorgssystemet blev professionaliseret, og vel at mærke uden at forvente den store opmærksomhed før det. Der er ikke mange tilbage.

    Til hverdag møder vi dem som mennesker, der kan holde sig selv lidt i ave, når tø skal ind ad en dør på samme tid, når man stormer kassen i supermarkedet, eller når det drejer sig om at give plads i trafikken.

    De kender vigepligten – det er dem, som først holder tilbage, når to modkørende biler skal passere et smalt bump. Og som oven i købet har overskud til at smile. Så ved De nok, hvem jeg taler om.

    Det er en kilde til stadig undren, hvorfor nogle mennesker har den form for tilskyndelse og efterlever den, mens andre har så svært ved at se andet end sig selv. Ordentlige mennesker må dagligt føle, at det er op ad bakke – for den som holder døren for de andre, venter på de andre og i almindelighed holder sig tilbage, kommer uvægerligt senere hjem fra arbejde end dem. Og ikke nok med det – de bliver trådt på og snerret ad.

    Jeg ved det, for jeg har ofte simuleret et ordentligt menneske. Jeg bilder mig ind, at det kan være en måde måske at blive et på – med tiden. Man kan øve sig til det, men man må væbne sig med tålmodighed, for når man har fået døren i hovedet en fire-fem gange, bliver smilet lidt smalt.

    Det er jo ikke sådan, at der er en genetisk forskel mellem ordentlige mennesker og resten af os, selvom det kunne virke, som om det er medfødt for nogle. Man kan faktisk lære at blive et. Det er en form for civiliserethed, en politur. Det ordentlige menneske er ikke drevet af lyst, men af pligt. Engang var det nærmest identisk med at være velopdragen, men velopdragen er ikke et kriterium før nogen som helst i dag. I dag opdrager vi – hvis det stadig er ordet – vore børn til at blive kompetente, og det er noget helt andet. Vi opdrager sandelig ikke vore børn til at blive dørholdere, det kunne bare passe.

    Ordentlige mennesker kommer ikke frem, eller i medierne. Allerede i skolen er det den besværlige og støjende elev, der løber med opmærksomheden, allerede her bliver det klart, at der ligger en karriere at skille sig ud, og hvis ikke for det gode så for det onde. Før hver gang, der er er en, der gør det for det gode, er der to, der gør det før det onde. Vi præmierer folk for at gøre sig besværlige.

    Vore rollemodeller er i stigende grad dem, der viser mest viljestyrke og har mest succes med at bruge alle sine ressourcer på at realisere sig selv. Det kompetente menneske er det, der skamløst bruger alle midler på at komme frem og gøre sig selv til noget særligt. Og blandt midlerne er andre mennesker i bred almindelighed.

    Rollemodellerne er ikke længere dem, der først og fremmest viser ansvar, passer sine forpligtelser, kender selvbegrænsningens vanskelige kunst og øser af en iboende medfølelse med næsten.

    Et stigende antal mennesker i samfundet har et stadig mere svævende forhold til de traditionelle kulturelle institutioner (ægteskab, familie, skole, kirke, arbejde) og dermed til moralsk ansvarlighed. Og en stigende følelse af social opløsning skyldes måske netop billedet af dette stigende antal løsrevne individer, der leger tagfat med andre i forhold, der ellers plejede at være baseret på tillid og ansvar.

    Det kan hænde, at vi falder i staver, og blikket et kort sekund frigør sig fra mediernes kaotiske verdensbillede og selvcentrerede menneskesyn, og vi spørger os selv – er det fremtiden? En masse “løse individer” i hysterisk konkurrence om opmærksomhed, penge og succes?

    Løfter vi blikket, ser vi, at vi længe har været i et vadested mellem et gammelt samfundsindivid, der er ved at uddø, og et nyt, der er under langstrakt fødsel. Det har efterladt et ret uoverskueligt normrum, især for de opvoksende generationer, hvor balancen for længst er tippet til fordel for det nye, frigjorte, selvtilstrækkelige menneskes normer.

    Det tager opmærksomheden. Det ordentlige menneske vil nøk altid være der et sted, men de samfundsmæssige betingelser for dets udfoldelse som norm er mildt sagt ikke så gode, som de har været. Det ordentlige mennesket glider i baggrunden, fordi det er elendig underholdning.

    Men på den anden side: måske er det ikke for sent at blive et ordentligt menneske. Begynd i dag – vi kan øve os sammen!

     


    – Henrik Jensen er lektor i historie ved RUC og forfatter
    – Oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad, 26. august 2006
    – Gengivet med forfatterens tilladelse

  • Søg, men find ikke

    af Jan Lindhardt © 2005

    “Læring for livet” er et motto, der breder sig fra skole til det øvrige samfund, hvor man altid skal være på vej, men aldrig må nå i mål, fordi man så er gået i stå.

    Danmarks Pædagogiske Universitet udgiver et fortrinligt tidsskrift hver anden måned, kaldet Asterisk (formentligt den stjerne, hvormed man betegner en fodnote), og heri skriver rektor Lars-Henrik Schmidt nogle tankevækkende ledere.

    Han tager i sidste nummer fat på det mærkelige moderne fænomen, at vi nok skal søge, men helst ikke finde. “Enhver er undervejs, ungdommeligt i gang med en udviklingsproces. Det eneste sikre er, at vi skal udvikle os gennem læringsprocesser i det lærende samfund bestående af lærende individer.” Det vigtige er processen, ikke resultatet eller målet.

    Skolegang er ikke noget, der overstås, men man står i lære hele levet. Også eksistentielt, fordi man ikke når et afklaret standpunkt undervejs. Hvis man nemlig gjorde det, ville man være gået i stå, og det er noget af det værste, der kan hænde en. Nogle forstår ikke dette, for hvis man står et godt sted, er der vel ingen grund til at bevæge sig et andet sted hen. Og med til at blive voksen hører traditionelt, at man finder sit “ståsted”, som man også siger.

    Men sådan er det ikke mere. Bl.a. fordi det at blive voksen ikke er noget at stræbe efter mere. Hvor man tidligere havde en række livsaldre: barn, pubertetsvæsen, teenager, ung, voksen, ældre, gammel, har man nu kun to aldre, nemlig først barnealderen, som varer til man er ca. ni år. Nogle læsere vil måske synes, at det er lige vel kort, og det er da også rigtigt, at barndomstiden er blevet kortere, men der er grund til at minde om, at den i længst forsvundne dage har været endnu kortere. Selve ordet “barn” betyder det, som kan bæres, og i middelalderen var man ikke barn ret længe, men kom ofte hjemmefra for at tjene som otteårig.

    Hvad så når barnealderen er forbi ved den niårs fødselsdag, og man kan udfordre de gamle tanter ved at vise sin bare pigemave og vrikke med hofterne? Bliver man så voksen? Nej, så bliver man ung, og det er man, til man er 99 år og nogle endda endnu mere. Man bliver aldrig voksen, og det er heller ikke meningen.

    Man skal nemlig være i stadig forandring og udvikling, bestandig forny sig, aldrig gå i stå. Derfor skal man ikke blot indlære, men til “læring” (et ord, der smager autentisk, ligesom klægt landbrød) hører også “aflæring”, at man er i stand til at lægge overflødig viden fra sig og gå livet i møde, uhildet og fordomsfrit, ubelastet afviden eller erfaring. Et skældsord i dagens Danmark er “erfaringsramt”, hvorimod “forandringsparat” er et plusord.

    Noget nyt er, at man ikke mere skal arbejde alene eller være personligt ansvarlig for resultaterne af sin indsats, men indgår i stadig nye “team” som “builder” sig sammen i forskellige “teambuildings”. For at kunne være et fuldgyldigt medlem af et sådant team/hold er det vigtigt, at man møder med samme forudsætninger, hvilket bedst kan lade sig gøre, hvis man hver især ikke har nogen, men er helt “åben”.

    Arbejdsformen er ofte “networking”, hvilket blot kan betyde, at man mødes over nettet, men også kan dække over en løs og tentativ tilgang, på dansk at man er netværker; men en sådan er i modsætning til en håndværker ikke forpligtet til at have nogen viden. Håndværkere og arbejdsfolk indgår ikke i team, men i sjak, et ejendommeligt ord, som også betyder hold eller arbejdsfællesskab, men meningen er her, at enhver skal udfylde sin professionelle plads og give sit kvalificerede bidrag, uden hvilket gruppen eller sjakket ikke kommer nogen vegne.

    Det er ikke blot i arbejdslivet, at man lægger vægt på den uafsluttede proces;’ på bestandigt at være på vej uden at nå et mål. Det samme gør sig gældende i kulturliv og pædagogik, som Lars-Henrik Schmidt viser. Man dyrker også “religionsshopping” og “kirketurisme”, hvor man flyver rundt fra blomst til blomst for at hente honning, men aldrig bliver siddende på den samme blomst.

    Der er opstået et helt miljø om sådanne åndelige vandringer, herhjemme bl.a. samlet omkring bevægelsen Ikon og derigennem også i “Stiftssamarbejdet folkekirken og religionsmødet”. For et par søndage siden havde Anders Laugesen en kvindelig gæst i udsendelsen “Mennesker og tro”, som nok mente, hun var kristen, men dog aldrig kunne være sikker på det, hvorfor hun bestandig måtte bade sig i andre religioner for at kunne udfordre sin kristne tro. Hver gang var det spændende for hende, hvem der nu vandt. Hun måtte bestandig udfordres, så hun ikke følte, at hun var gået i stå. Hele tiden måtte hun stå på afgrundens rund, og hele tiden måtte hun videre.

    Den, der søger, må ikke finde.

     


    – Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift
    – Debatindlæg i Kristeligt Dagblad, 10. juni 2005
    – Gengivet med forfatterens tilladelse.

  • 1. bud: Du skal ikke føle dig urask

    Af Lars-Henrik Schmidt © 2004

    Lykken er en overkommelig diagnose, og du doserer selv dine lykkepiller. Hvis vi ikke synes, vi er raske, står der masser af livsstilsmedicin til vores rådighed, skriver Lars-Henrik Schmidt, der er dr.phil. og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet.

    Når jeg vil beskrive lykken som en overkommelig diagnose, er det blandt andet for at pege på symbolanalytikernes indædte kamp for at kriminalisere dagligsprogets anvendelse af benævnelsen ‘lykkepiller’. Måske kæmpes der så hårdt, fordi alle intellektuelle jo efterhånden ved, hvad ‘depression’ er på egen krop.

    Men vigtigere end en grupperings særlige interesser er, hvordan syge såvel som raske folk generelt gør deres hverdagsliv overkommeligt. For nogle er antidepressiva en forudsætning for at kunne leve. For andre løfter det grundstemningen i de tunge perioder, hvor det gør godt at flygte ind i en diagnose og slappe af.

    I samme boldgade har vi forsøget på at gøre rygere til folk, der lider af nikotinafhængighed. Eller drankere til folk, der lider af alkoholisme. Ligegyldigt hvilket fænomen vi taler om, så er det for nogle en livslang trussel, mens det for andre er et overkommeligt fænomen, der hjælper med at gøre livet leveligt i perioder.

    Problemet er, at uanset, om vi taler om en invaliderende lidelse eller et forbigående tilbageslag, så tåler vi ikke lidelsen i det moderne behandlingssamfund. Lidelse skal behandles – det mener vi, at vi har krav på. Egentlig er der tale om en ansvarsforflygtigelse, der opstår, fordi det i dag er utænkeligt at sige, at folk ligger som de har redt. Står jeg her med min lidelse, så er dens årsag uvedkommende.

    Jeg tåler ikke lidelse, jeg har som moderne person et krav på ikke at lide. Det er andre, som skal lide.

    Lidelsesfrihed minder om den arbejdsfrihed, som vittige sjæle lancerede i 1970’erne: Hvis arbejdet er sundt, så giv det til de syge!

    Med dette folkekrav om lidelsesfrihed bliver det imidlertid svært at afgrænse en sygelig og usund tilstand fra den sunde tilstand. Vi forveksler kort sagt at være rask med at være syg og usund. Det sker for eksempel, når vi rask væk giver almindeligt nedstemte mennesker lykkepiller. Det er gået så vidt, at det i dag handler om raskhedsfremme og ikke sundhedsfremme.

    Grundlæggende handler det om en overgang fra den engelske filosof John Lockes idé om ‘the protection of property’ til den amerikanske uafhængighedserklærings formulering om ‘the pursuit of happiness’. Den statsautoriserede idé om livet som jagten på lykken opstår altså helt tilbage i 1776. Men ordlyden er i virkeligheden europæisk og for størstedelens vedkommende hentet fra John Lockes politiske idéer.

    Udslagsgivende er, at det ikke handler om beskyttelse af ejendom og krop, men jagten på lykken. Det handler om selv at fremme sin raskhed og derved sin lykke, ikke blot om at beskytte og forsvare sig mod sundhedsangreb. Vi er vidner til en ny socialhygiejnisk foranstaltning: En diagnostik registrerer blot et hændelsesforløb, en prognostik vil gribe ind for at undgå et hændelsesforløb, og en profylakse vil forhindre, at hændelsen kan opstå.

    Givet dette forsøger man sig siden i dag med en sundhedsfremme, som skal være erstatningen for forebyggelsen. Folk skal kunne tåle angreb fra mikroorganismer, jordstråler etc. Dette har alt andet lige været den dominerende socialhygiejniske strategi de sidste 20 år. Pointen er nu, at dette beredskab vender sig fra at være en beskyttelse til en udfoldelse fra ‘protection’ til ‘pursuit’.

    Et nyt forhold til lykken nyder derfor fremme i disse år.

    WHO’s definition af sundhed – som en tilstand af fysisk, psykisk og social velbefindende og ikke blot en tilstand uden sygdom, invaliditet og svækkelse – er i virkeligheden en definition af lykke.

    En af de smukkeste definitioner af lykke, idéhistorien kan byde på, er Jean-Jacques Rousseaus. Han foreslår i 1762 at fatte lykken som den dynamiske balance mellem ‘villen’ og ‘kunnen’. Et menneske er lykkeligt, når han ikke vil mere, end han kan. Rousseau har dog også en anden bemærkning år senere, hvor han føler sig ensom.

    Her lyder det, at lykken ville være, om man kunne sige »gid dette øjeblik ville vare ved«. Pointen er, at sådanne øjeblikke kun eksisterer, ja netop, et øjeblik, og som regel er dette øjeblik passé, når Rousseau eller andre desperat forsøger at holde det fast. Det forhindrer os imidlertid ikke i at forsøge. Og det gør vi så.

    Hvis jeg vil kunne, det jeg vil – og det ikke umiddelbart lykkes i min hverdag – så må der være noget, der kan hjælpe mig, altså afhjælpe min ulykkelige lidelse. Det kan være lægemidler eller samtaler med min psykoterapeut, min ven etc.

    Egentlig er det ikke lægemidler, der er på tale i den enkeltes selvopfattelse. Derimod handler det om hjælpemidler. Set i dette lykkeperspektiv handler diskussionen om livsstilsmedikamenter derfor også mere om raskhedsfremmende midler end om medicin til raske.

    Folkevisdommens fyndord siger, at man kun er rask, indtil man kommer i kløerne på en læge – og ikke uden grund. Problemet er, at vi har så svært ved at markere forskellen mellem at være sund og at være rask; vi siger sund og rask på samme ureflekterede måde, som vi siger etik og moral, salt og peber eller sennep og ketchup.

    Hvor de fleste af disse dobbeltforhold er historisk sammenbragte, er sund og rask imidlertid et spørgsmål om, hvem der ser på sagen. Er vi offer for fremmedsyn eller selvsyn, for fremmedforhold eller selvforhold?

    Men i dag spiller selvsynet eller selvforholdet altså førsteviolin. Hermed er der sket noget meget afgørende. Det drejer sig om, hvordan man forholder sig til sig selv, og mindre om, hvordan andre forholder sig til én. At være rask er med andre ord et selvforhold. Nogle føler sig raske, selv om andre i samme situation ville være dødssyge. Det er sagens banalitet; ikke lægernes populationsbetragtninger, men den personlige opfattelse slår igennem.

    Det, vi griber ind i med livsstilslægemidlerne, er den enkeltes selvforhold – det vil sig det, vi hermed fatter som raskheden. At være rask er noget, man føler sig; det kan ikke afgøres af andre instanser.

    For den enkelte handler det om at være rask, eller i hvert fald om ikke at være urask. Ordet urask eksisterer ikke – endnu. I hvert fald ikke i Ordbog over Det Danske Sprog. Ikke desto mindre er det, hvad den moderne jagt på lykken handler om.

    Tesen er, at det, vi kategoriserer som livsstilsmedicin og medicin til raske, handler om en problematik, vi endnu ikke har opfundet, nemlig uraskhed. Forsvaret mod uraskhed er det tætteste, den enkelte kommer på det lykkelige liv i dag.

    Men hvad gøren moderne mand ikke for at få prædikatet at være som ‘en rask og ungdommelig dreng’? Hvad vil vi ikke gøre nu om dage for at være raske drenge? For at være på? Ikke så lidt endda.

    En rask dreng er en dreng, som udsætter sig for intensitets- og vitalitetsforstærkere. Det vil sige midler, der hjælper til at forstærke oplevelser. Men hvorfor ikke kalde en spade for en spade. Vi vil hver især fremme vores raskhed, når vi bruger midler til at regulere vores adfærd, vores personlighed og ikke mindst vores livsstil.

    Nu om dage er vores livsstil forbundet med stress og depression. Og det er så simpelt, at det er vores vilje til at være på, der stresser os. Sygefraværet på vores arbejdspladser bliver mere og mere ‘uforklarligt’. Den belastende begrunder sit fravær over for de belastede på arbejdet: »Det var en af de dage«. Hverdagslivet som ‘arbejdsliv’ koloniserer det gammeldags indre liv; vores kontemplative liv er offentligt, og vi reagerer ved at bryde sammen eller ved at finde hjælpemidler. ‘Fordømt ungdom’ har med ét fået en anden betydning.

    I mange tilfælde vil jeg mere, end jeg kan. Det er ulykkeligt. Spørgsmålet bliver så, om der findes hjælpemidler? Det gør der. Det, vi omtaler som livsstilsmedicin, er medikamenter, som i den ene situation er lægemidler, der fremme sundhed.

    I en anden situation fremmer de raskheden. Det at være sund og at være rask er faldet fra hinanden. I den ene situation er et medikament helende, i den anden er det dope.

    Som forbrugskultur er vi formodentlig på vej til at indtage endnu et gode og indstille os på en forebyggende raskhedsfremme. Og vi ved endnu ikke helt, hvad det kommer til at betyde for vores omgang med hjælpemidler i almindelighed.

    At være taber er ikke at være ulykkelig, thi der findes mange lykkelige tabere. Hvad er det så, vi gør ved os selv for at få et mindre ulykkeligt liv på hjælpemidler?

    Ja, vi beruser os! Det er en gammel velafprøvet strategi. Mig bekendt eksisterer der ikke en kultur, som ikke har håndteret rusmidler. I vores kulturkreds har det været alkohol, kaffe, narkotika og anden dope i de forskelligste former.

    Vi har som alle andre dopet os. Pointen er her, at det hidtil er sket under ritualiserede former. Imidlertid er ritualet i dag klinikken, og dermed er et langt mere intimt forhold ubeskyttet af ritualets anonymitet. Vor tids forhold er ikke styret af en ydre ramme som ritualet.

    Det bevirker, at rusen ikke længere er bundet til det momentane – og det er her, vi formodentlig har problemets kerne: normalitetens ubestemthed. Vi doper os i uritualiseret ensomhed.

    Tidligere hed ‘oppere’ ferietabletter, men i dag takserer vi det som misbrug. Når man lytter til The Rolling Stones’ bidende karakteristik af, »what a tragedy it is getting old«, så forstår man jo godt, at det hjælper, at der findes en ‘Mother’s Little Helper’, og at hun straks tager en mere, så snart hun er ude af klinikkens moderne ritualiseringsrum (»outside the door she took one more«). Det er vel bare det, vi kan i dag. Lykken varer alligevel ikke ved, men vi kan blive raskere! Vi kan tage chancen for et bedre liv, som fremmer vores selvforhold og får os til at tro på, at vi er ungdommelige som oprør mod det uafvendelige.

    Tidligere ville vi formodentlig se ‘misbrug’ forbundet med afhængighed. I dag er vi afhængige af at kunne være attraktive. Vi er ikke først og fremmest afhængige af hjælpemidlet, men af vores lyst til at tage hjælpemidlet. Og derfor spørger vi hinanden i al respekt for forskellighed: Hvad er du på? Der er næppe noget moderne menneske, der ikke er på noget: »Hvad er dit stof?«, spørges der insinuerende. Er det anerkendelse, sprut, afstand til anerkendelse, afstand til sprut? Grønsager eller filosofikurser? Vi er alle på noget, fordi vores selvforhold af ganske gode grunde ikke kan klare sig selv.

    Men er det misbrug at fremme sin raskhed med lykkepiller, Viagra, rynkecremer, kosmetiske operationer og så videre, fordi nogen har brug for det af hensyn til deres sundhed og jeg kun af hensyn til min raskhed? Ja, taler vi om doping, er det en krænkelse af, ja et brud på konkurrenceregler og må som sådan straffes. Det er ikke en forsyndelse.

    Vi har ingen moralsk mulighed for at bebrejde folk, at de vil demonstrere, hvor meget en krop kan yde, hvor veloplagt og æstetisk den kan fremtræde.

    Derfor er vi nødsaget til at introducere en selvforholdsetik.

    Hvad vi oplever i disse år, er ruineringen af forestillingen om misbrug i det frie valgs navn. Man tager sin livschance, sin ‘pursuit of happiness’.

    At folk benytter sig af hjælpemidler, for eksempel lægemidler – som er velbegrundede som lindrende for syge, men fremmende for raske – er ikke problemet. Problemet er, at folk føler sig tvungne til at fremme deres raskhed på en sundhedstruende måde. Dette burde danne baggrund for en social kritik af forbrugstvangen, af det frie valg af ufrie forbrugsgoder til fremme af min ‘væren på’.

    Enhver er lyksalig i sit forbrug. Det er ikke et spørgsmål om lægemidler. Man kan ikke vaccinere mod, at folk har ondt i livet. Det er livsstilen, der er syg, og den vigtige diskussion burde handle mere om livsstilen end om, hvordan denne stil og medicinalindustrien fremmer brugen af hjælpemidler til raskhedsfremme. At ændre på folks forhold til sig selv er en pædagogisk opgave.

     


    Kronik i Politiken 13 februar 2004, 2 . sektion side 7 – Gengivet med forfatterens tilladelse.

Kontaktformular