Tanker på en søndag om krigen i Ukraine/Europa.

Som dagene går og Ruslands angreb på og invasion i Ukraine skrider frem bliver uhyrlighederne og grusomhederne stadig mere alarmerende. Krig er grusom, ja, men de (bevidste og målrettede) angreb på civilbefolkningen vi er vidne til, civile mål som skoler og hospitaler, angreb på bygninger, hvor civile søger beskyttelse, kan på ingen måde og i ingen sammenhæng anskues som legitime mål for en krigshandling.

Jeg er umærket bevidst om de konsekvenser, selv en begrænset direkte militær involvering fra NATOs side kan få. Men gør vi det rigtige, gør vi nok?

Med den aggression, som Putins regime udfolder i Ukraine, og de perspektiver der tegner sig i horisonten, så er der et spørgsmål, der presser sig stadig mere på: Har vi kun set begyndelsen? Det tror jeg desværre.

Når jeg betragter den udvikling der er i det sydlige Ukraine, så er perspektiverne alarmerende. Efter indtagelsen af Kherson og med de seneste fremrykninger dér, er de russiske styrke kun 200 km fra Odesa og derfra til Moldova er der kun 50 km. Og når de russiske styrker frem til Odesa, vil Moldova være det næste oplagte mål for de russiske invasionsstyrker, som her ikke vil møde nogen modstand. Herfra er der fri passage til dybt ind i det vestlige Ukraine. Og for Putin vil begrundelsen være at “frelse” Transnistrien og i samme ombæring “frelse” hele Moldova.

Og hvordan efterfølgende, i forhold til en potentiel russisk invasion af Georgien, de nuværende signaler fra Putin, bør ikke ignoreres.

Det vi er vidne til er ikke kun en konflikt/krig mellem Rusland og Ukraine. Det er en krig i Europa, som alle lande før eller siden bliver inddraget i og kommer til mærke konsekvenser af, som vi i dag ikke gør os forestilling om. Er jeg sortseer og pessimist? Nej, på ingen måde. Realist.

Vi har kun se begyndelsen på den flygtningekrise, som har ramt Ukraine/Europa og begyndelsen på det gennemslag det vil få i de lande, som skal indsluse de mange mennesker. Vi har villigheden nu, og tak for det, men hvordan kommer det at blive, når “hverdagen” igen melder sig, og det får en pris for den enkelte borger i de berørte områder, herunder Danmark?

Intet er gratis! Vi har lullet os i søvn i en tilstand, hvor vi tager fred og frihed for givet, at det er uden omkostninger, at vi bare kan leve mageligt i vores velfærdssamfund. Vi har et forsvar der kalder på omfattende investeringer og vi har et Europæisk samarbejde der skal styrkes, vi har ikke råd til forbehold – i egen interesse skal vi handle på de realiteter, der presser sig på. Vi har sovet i timen på flere punkter, vi har fået en ubehageligt wake-up call.

Den europæiske situation stiller nye krav til os, vi skal til at betale for vores frihed og den fred vi skatter så højt. Vi skal til at tage et nationalt ansvar, vi kan ikke forvente, at andre skal betale for os – og det skal de heller ikke, vi er ansvarlige for egen sikkerhed – ja, i samarbejde med andre, men vi har et selvstændigt ansvar.