Året 2022 synger på sidste vers og 2023 står for døren. Normalt kaster jeg mig ikke ud i personlige nytårs bekendelser, men året 2022 og året forinden har heller ikke været helt almindelige, når det kommer til at skulle forholde mig til livets realiteter. Ikke desto mindre har jeg gjort mig en del tanker om, hvad der har været det mest betydningsfulde fra det forgangne års tid, som jeg tager med mig ind i 2023.

Det mest betydningsfulde for mig har været to emotionelle oplevelser, som intet har med hinanden at gøre – og alligevel alt! For begge oplevelser gælder det, at de begge ramte mig følelsesmæssigt som en hammer, da jeg første gang henholdsvis hørte en sang og læste et udsagn. Disse er efterfølgende blevet som katalysatorer, der rammer ind i en ophobning af akkumulerede stemninger, der ikke lader sig italesætte, men som er blevet til en permanent adgang til en immanent del af min følelsesmæssige grundstemning i det levede liv og det liv der endnu hører fremtiden til.

Den første oplevelse ligger tilbage i december 2021, da jeg var på vej til arbejde og i radioen hørte sangen “Minnet Av Ett Hav” af den svenske sangerinde Laleh Pourkarim.

Samme aften skrev jeg et opslag på Facebook: »Nogle gange sker det, at man ved et tilfælde hører et stykke musik, hvis tekst rammer en med en voldsom kraft, opsummerer en vital essens i det levede liv. Således for mig, da jeg i de tidlige morgentimer på P4 hørte sangen “Minnet av ett hav” af sangerinden Laleh.«

“Minnet av ett hav” er titelsangen til filmen “Udvandrerne” (havde premiere i julen 2021), baseret på Vilhelm Mobergs populære og klassiske romaner, der fortæller historien om, hvordan halvanden million svenskere tog turen over til USA i jagten på et nyt og bedre liv.

Laleh Pourkarim fortæller, om baggrunden for sangen: “Jag skrev låten efter att ha sett de första färdiga scenerna ur filmen och blev inspirerad av deras resa över atlanten, det stora havet väckte känslan av att vilja stå på land, …. …. Jag ville skriva en låt om mod och tacksamhet och att leva med minnet av ett hav.”

Sangen kan hører her: Minnet Av Ett Hav

Noget af det der griber mig ved denne sang – som den fremføres af Laleh, hendes stemme og glød er bestemt heller ikke uden betydning, er ikke dens tema om håb og jagten lykke, men modet, det at tage sin skæbne i egne hænder, taknemmeligheden over det der lykkes. Når sangen klinger ud af højtaleren, fyldes jeg af denne ubestemte, sammensatte og ubeskrivelige stemning, der med en intensitet og dybde stadig lader meget at udforske og fordybe mig i.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har lyttet til sangen – og hvor meget refleksion den har givet anledning til. Det er i lyset af dette, at den anden store emotionelle reaktion jeg oplevede skal ses, da jeg her i december 2022 læste følgende opslag på Facebook af Rana Fayoumi: »Min familie er et fædreland, og jeg er en fremmed uden dem.« Familiens betydning, identitet og selvopfattelse.

På sin egen forunderlige måde rammesætter dette opslag på mange måder de stemninger og emotionelle spor, som “Minnet Av Ett Hav” taler ind i.

Når opslaget talte så stærk til mig er det fordi det rammer tre centrale temaer, som på forskelligvis har været gennemgående i mine personlige refleksioner de seneste mere end 30 år: ‘familie’, ‘fædreland’ og ‘fremmed’.

Min beslutning den gang for mange år siden om at tage min skæbne i egne hænder, tage afsked med “familie” og “fædreland”, bevæge mig fra det kendte til det ukendte, blive den fremmede, være fremmed, har og har haft en pris. Men det har være prisen værd, omkostningerne til trods.

Og det er dét Gaven fra 2022 for mig handler om, en påmindelse om det, der stadig har værdi og skal forblive umisteligt: At være og forblive tro mod sig selv – uanset prisen.

Det handler om at bevare sin integritet, at kunne se sig selv øjnene, hver dag når man står foran spejlet og byder den nye dag velkommen.