En kommentar til programserien på TV2 »Det sidste ord«.

Døden er ubarmhjertig, nådesløs – den kan i tillæg også være både hæslig og grusom. Den fylder os med både angst og frygt – en fjende, hvis eksistens vi helst ikke vil gå i infight med.

Vi lever i en tid, hvor alt tilsyneladende før eller siden kan tillægges en underholdningsværdi. I dette tilfælde er det døden.

Men hvorfor er de interviewede begrænset til store, danske personligheder? Ikke at der i sig selv er noget forkert ved det, men jeg kan alligevel ikke undlade at dvæle ved den tanke, hvorfor det tilsyneladende ikke er interessant med et sidste ord fra fiskeren, landmanden, arbejdsmanden, rengøringsdamen, chaufføren etc.?

»Det sidste ord« har opnået stor popularitet – hvilket der kan uden tvivl gives mange forklaringer herpå. Er interessen for programserien »Det sidste ord« i virkelighed blot en brik i et større puslespil, der har til formål at aflede vores bevidsthed om dødens realitet, for en stund fortabe os i andres succes, sminke dødens grimme ansigt, dulme vores egen bevidsthed om manglende realisering af egne drømme og egne potentialer?

Er vi ved at skabe/udvikle en ny form for ‘heltedyrkelse’, en måde at gøre det uundgåelige, døden, mere acceptabel? At give det meningsløse mening? Er »Det sidste ord« en kærkommen tilflugt, hvor betragteren for en stund kan spejle sig i helten/heltinden, fortabe sig i drømme om selv at kunne (noget mere)?