Den 17. marts 2024, skriver Hans Jørgen Bonnichsen i Avisen Danmark følgende: »Kirkeministeren bryder den mangeårige tradition med, at det politiske og det religiøse bør være adskilt.«

Baggrunden for Bonnichsens kritik af kirkeministeren er, at Morten Dahlin har fremsat flere klare tilgivelser i forbindelse med religiøs ekstremisme, fx den betydning det i nogle miljøer har for muslimske kvinders adgang til skilsmisse og et nyt liv efter eget valg efterfølgende. Morten Dahlin har til Altinget tidligere udtalt, at man sagtens bekæmpe religiøs ekstremisme uden at politisere folkekirken.

Morten Dahlin har som kirkeminister med sine seneste udmeldinger fået rusket i dynen af ligegyldighed over for negativ social kontrol, religiøs ekstremisme, religiøs krænkelse af andre religiøse rettigheder. Befriende med klar tale.

Det centrale er: Er det rimeligt, at et trossamfund kan have status som godkendt trossamfund, med tilhørende skattefordele og rettighed til at foretage vielser, hvis selv samme trossamfund i sin lære og praksis, krænker det enkelte medlems ret til frit religionsvalg, retten til skilsmisse? Eller, hvis børnenes rettigheder tilsidesættes, hvis der udøves negativ social kontrol?

Ved at give eller opretholde en anerkendelse, som godkendt trossamfund, blåstempler staten samtidig sådanne negative forhold. Skal staten det?

Det som jeg finder interessant er, at flere af reaktionerne mod kirkeministeren får det til at lyde som om, at der skal ske en begrænsning af religionsfriheden. Det er ikke dét, der er på tale.

I sin kritik af kirkeministeren citerer Bonnichsen fra Venstre værdigrundlæg: »Religionsfriheden er en grundlæggende frihed for alle borgere. Derfor skal staten afholde sig fra indblanding i frikirkernes og andre trossamfunds forhold. Staten skal alene sikre den enkeltes ret til at udøve sin religion, herunder at skifte religion.«

Bonnichsen fortsætter med ordene: »Kirkeministeren er i færd med at underminere denne fine programerklæring og bryder den mangeårige tradition med, at det politiske og det religiøse bør være adskilt. Det kan blive svært at tilgive.«

Det virker som om Bonnichsen ikke har gjort sig den ulejlighed, at sætter sig ind i, hvad det er der er kirkeministerens ærinde: At de frie valg også skal respekteres i religiøs sammenhæng.

Kirkeministeren angriber ikke retten til at udøve sin religion, men stiller spørgsmål til, om det er rimeligt at give særlige fordele eller rettigheder til trossamfund, der krænker individets frie valg, beviseligt udøver negativ social kontrol?

Den almindelige holdning er, at det stå alle frit får at skifte tro. I teorien, ja, men virkeligheden er anderledes. I mange religiøse og kirkelige sammenhænge, udsættes medlemmer, der ønsker at skifte tro, for indgribende social kontrol, eksklusion fra selv den nærmeste familie, forældre der vender deres børn ryggen, tab af netværk og lignende repressalier.

Vi skal værne om vores religionsfrihed, derom kan der ikke herske tvivl. Men tiden er inde til, – har været det længe, at vi tager et opgør med dem, der misbruger religionsfriheden, bruger religionsfriheden, som en legitimering af krænkelser af andre, hvad enten det drejer sig om børns vilkår, kvinders retsstilling eller social kontrol.

Lad os ikke bruge traditionen, som undskyldning til at vende det blinde øje til overgreb og krænkelser.

Traditioner har sine fordele, men skal vi værne om en tradition, (aka sådan plejer vi ikke at gøre) for traditionens skyld? Vi lever med en ny virkelighed, som ikke følger traditionerne. Tiden er inde til at se virkeligheden i øjnene.