Teksten til/i billedet lyder:

»Je n’ai pas peur des représailles. Je n’ai pas de gosses, pas de femme, pas de voiture, pas de crédit. C’est peut-être un peu pompeux ce que je vais dire, mais je préfère mourir debout que vivre à genoux.« – Charb, 2012.

»Jeg er ikke bange for repressalier. Jeg har ingen børn, ingen kone, ingen bil, ingen kredit. Det er måske lidt pompøst, hvad jeg er ved at sige, men jeg vil hellere dø stående på mine fødder end at leve på knæ.« – Charb, 2012.

Hvorfor bringe dette billede? Hvorfor bringe den tilhørende tekst? – Hvor mange husker stadig angrebet på Charlie Hebdo i 2015? Husker vi stadig betydningen af at værne om ytringsfriheden, – og ikke mindst at gøre brug af den, som en ret, et “værktøj”, til at værne om det samfund vi er en del af, forholde os kritisk til det der sker i vores samfund, at tage stilling? Det er som om vi har det med at tage ytringsfriheden for givet. Det kan desværre også opleves, som om nødvendige debatter glemmes eller aktivt fravælge.

Anledningen til dette opslag, er en kommentar af Eva Gregersen i Berlingske tidende den 12. juli 2024, hvor hun giver eksempler på, hvordan Danmarks Radio svigter ved at nedprioritere de værdimæssige integrationsproblemer, som vi har behov får bragt ud i åben debat.

Jeg er personligt af den opfattelse, at DR ikke kun har friheden til at bidrage til disse, men også en forpligtelse. DR foretager tydeligvis et bevidst fravalg!

I indledningen til kommentaren står der: »Konflikten mellem islam og det liberale demokrati optager politikerne på Christiansborg såvel som befolkningen, men Danmarks Radio udviser en påfaldende mangel på interesse for at dække emnet. Det står klart efter en række nylige fravalg vedrørende veluddannede modborgere, håndtryk og Det Muslimske Broderskab.«

Efter at have gennemgået tre eksempler, kan Eva Gregersen konkludere:

»Disse tre nylige og grelle eksempler illustrerer, hvordan Danmarks Radio fravælger at dække de værdimæssige integrationsproblemer. I bedste fald hersker der i Statsradiofonien en udbredt berøringsangst over for konflikten mellem islam og det liberale demokrati. I værste fald træffes der decideret aktivistiske redaktionelle valg om ikke at fodre en »islamofobisk« dagsorden.«

Er det for meget at forvente, at et statslige medie som DR varetager sin opgave med at bringe væsentlige værdimæssige integrationsproblemer til debat? Eller ønsker man “al lade stå til” og overlade debatten til at finde sted på de sociale medier?

På DR’s hjemmeside kan man læse følgende: »DRs mission er, at DR samler, udfordrer og oplyser Danmark.«

I lyset af det, som Eva Gregersen afdækker i sin kommentar i Berlingste Tidende, er der god grund til at forholde sig kritisk til de redaktionelle prioriteringer som DR fortager.

Der er emner, som kommer med en pris at debattere, men skal det afholde os fra at deltage og bidrage?