af Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1996, 1997

Inden for de sidste to årtier har der kunnet iagttages en stigende interesse for filosofi og religion. Det er blevet “in” at kunne diskutere på et filosofisk grundlag. Et eksempel herpå er den fornyede interesse, som den danske filosof Søren Kierkegaard har fået her i Danmark. Hvad angår det religiøse, så er der ikke alene en stigende interesse herfor, men det er også blevet mere alment accepteret, hvis man tror på astrologi, karma og reinkarnation, samtidig med at man bekender og/eller opfatter sig som kristen.

At filosofien er ved at få en ny opblomstring er de mange ny- og genudgivelser af filosofisk litteratur et godt vidnesbyrd om. På det religiøse område har man længe kunnet iagttage, hvordan mange nye sekter opstår eller gamle der har fået fornyet interesse. Og udbuddet af religiøs litteratur og alternative religiøse forklaringsmodeller vokser konstant.

Det er selvfølgelig positivt at der kommer så mange udgivelser på disse områder, at det er muligt at få dækket de behov der er. – Men bagsiden ved dette er samtidig også, at der er mange mennesker for hvem dette blot yderligere forstærker oplevelsen af uoverskuelighed, at livet virkelig er blevet alt for kompliceret til at kunne forstås og overskues.

Interessen for filosofi og religion

Nu kan der naturligvis være mange årsager til den stadig stigende interesse for filosofi og religion. I lyset af temaet, afvisningen af det kritiske sind, er der dog to væsentlige forhold som jeg mener det er vigtigt at være opmærksom på:

1. at der kan iagttages en generel utilpassethed i forhold til eksistensvilkårene i vort samfund. Ud over rigdom og velstand har vi nemlig også fået usikkerhed, angst for at miste det opnåede.

• den ofte voldsomme hastighed, hvormed samfundet ændrer sig, har været en væsentlig årsag til, at mange har stadig vanskeligere ved at se en menig med livet. Mange mennesker oplever verden som uoverskuelig, – den kan ikke længere umiddelbart forstås eller forklares.

Den stigende interesse for religion og filosofi er i sig selv en kritik af det bestående og de hidtidige forklaringsmodeller, som værende utilstrækkelig til at dække behovet for mening i livet og svar på de eksistentielt grundlæggende spørgsmål. Derfor kan det måske undre, at det der i sig selv er en kritik eller indeholder kritik, kan opleves som afvisende over for andres kritik eller en kritisk holdning.

Tre nøglebegreber

En medvirkende faktor til den øgede interesse for filosofi og religion er uden tvivl tidsånden. Tre ord eller begreber, som efter min mening kan udtrykke noget centralt i denne tidsånd og som kan give os et fingerpeg om nogle af årsagerne til den filosofiske og religiøse søgen er:

det objektive – det øgede krav om at se bort fra personlig mening, at man skal være upartisk i sin bedømmelse, ikke-involverede.

det intellektuelle – den betydning man tillægger det forstandsmæssige, den præstige som åndsarbejdet tilskrives, at man i sine bedømmelser helst skal vise et engagement af ikke-følelsesmæssig karakter.

det rationelle – det stadig stigende krav om det fornuftmæssige i det vi gør, at det vi foretager os helst skal være så hensigtsmæssigt eller praktisk som overhoved muligt.

Når disse sider ved livet og tilværelsen bliver overbetonet vil det resultere i en følelse og oplevelse af fremmedgørelse. Denne fremmedgørelse vil ikke kun gøre sig gældende i forholdet mellem individ og samfund, men også i menneskers relationer til hinanden. Hertil kan man så lægges det stadig stigende krav om effektivitet i stadig flere sammenhænge, som yderligere forstærker effekten af de tre nævnte punkter. Modvægten til dette er det subjektive, det emotionelle og det irrationelle.

Hvis et samfund som et hele, ikke er i stand til i rimelig grad at tilgodese disse behov, kan det ikke undgås at mennesker begynder at søge sammen i mindre enheder, interessefællesskaber, netværk, for at imødegå denne fremmedgørelse.

Et andet forhold som også kan bidrage til en forståelse af årsagerne til filosofiens og religionens opblomstring er den betydning, som videnskaben og den teknologiske udvikling er blevet tillagt.

Der har udviklet sig en situation, hvor alt skal kunne forklares, hvor viden og indsigt først har relevans og værdi når den er blevet videnskabeligt bekræftet. Der er blevet mindre plads til mystikken, troen, det at indrette sig på grundlag af det tilsyneladende emotionelle eller irrationelle.

Dette bevirket at der har udviklet sig et paradoks og en ironi i vort samfund, specielt den vestlige verden. Selvom vi i vort århundrede har tilegnet os en videnskabelig og teknisk viden, som mange betegner som et næsten uoverskueligt fremskridt i forhold til tidligere epoker i historien, så er vi samtidig også blevet mere tvivlende og usikre. Der bliver stadig mere og mere som vi skal forholde os til, tage stilling til.

Konsekvenser

Selvom vi har haft gavn af den teknologiske udvikling på en lang række områder, så har det imidlertid også medvirket til et orienteringsmæssigt tomrum og meningstab. Et eksempel på dette er genteknologien, som er med til at forstærke forestillingen om mennesket som et reservedelsmenneske, en maskine, hvor det hele handler om biologi, om at kunne fungere optimalt og effektivt, ikke være til belastning, etc. – De sider der handler om indhold i livet, livskvalitet, bliver underbetonet.

Denne udvikling har ført til, at der, især i den vestlige verden, kan opleves en ændring i den grundlæggende kritik af samfundet. Tidligere kunne en kritik af samfundet sammenfattes i frasen »jeg er sulten og fattig«. Dynamikken i den nye kritik, den kritik der er med til at bane vejen for de nye religiøse og filosofiske strømninger, kan udtrykkes med: »jeg er velstående, men jeg er også bange, usikker og rodløs«. Økonomiske problemer er ved at blive afløst af problemet om at leve. Man kan sige, at vi har lært at overleve eller i det mindste er blevet bedre til det; nu er tiden kommet til at vi skal lære at leve.

Skal vi forstå den udvikling der har fundet sted inden for det filosofiske og religiøse område, må udgangspunktet for vores interesse herfor kobles sammen med udviklingen i almindelighed. Vi må nødvendigvis forholde os til det moderne menneskes usikkerhed, både i forhold til omverdenen og i forhold til sig selv.

Når mennesker i dag søger til filosofien og religionen sker det i håbet om at finde tilbage til noget genkendeligt og overskueligt. Når der er krise og mennesker føler sig usikre og udsigten til bedring ikke synes forestående, er det naturligvis fristende at vende sig til især religiøse systemer eller ideologier, der tilbyder frihed fra den bekymring som fylder deres liv.

Det religiøse aspekt

De behov som mennesker søger at få dækket ved deres søgen ind i det religiøse skulle nødig resultere i isolation, sekterisme, at man lukker øjnene over for de problemer der er årsagen til ens søgen. Da kunne det sidste ende med at blive være end det første.

Det positive ved både den filosofiske interesse og den religiøse søgen er, at mennesker i stigende grad er blevet sig deres åndelige behov bevidst. Nu er der imidlertid det problem ved denne søgen, at det der søges ikke altid er hvad der giver sig ud for at være. Der er et dansk ordsprog som siger, at ikke alt som skinner er guld. – Derfor er der behov for at være opmærksom på sådanne forhold når de forekommer.

Når man beskæftiger sig med det religiøse område, menneskers søgen efter svar på deres eksistentielle spørgsmål kan man ikke undgå at skulle berøre de motiver, der ligger til grund for denne søgen og de sekter som bliver valgt til at dække disse behov.

I et forsøg på at forstå de motiver der kan ligge til grund for at en given sekt eller bevægelse tilvælges, kan det aktuelle valg meget vel bero på tilfældigheder. Men det kan også skyldes at der er specifikke sociale, psykiske eller religiøse behov som bliver opfyldet.

Det er endvidere vigtigt at være opmærksom på, at det givne valg ikke er en isoleret handling, men en del af et handlingsforløb og en udvikling. Valget har her to faser, som man bør holde sig for øje når man skal redegøre for den sekt eller bevægelse som en person er ved at tilslutte sig eller har gjort det.

Erfaringen viser at vedkomne forud for valget ofte befinder sig i en oplevet (virkelig eller indbildt) kaotisk situation og føler derfor

1. et behov for afklaring eller frigørelse fra den forvirring der opleves
2. et behov for strukturelt/menings-overblik
3. et behov for oplevelse af opfyldelse af egne behov

Disse behov vil virke motiverende, og i takt med at personen oplever disse bliver tilgodeset vil vedkommende bevæge sig ind i den anden fase, hvor der opstår

4. et behov for dybere forståelse af den nye “frelser”
5. et behov for en separation mellem det game og det nye.

Hvad enten man vil se det i øjnene eller ej, vil de fleste mennesker i en periode i den anden fase være uimodtagelige over for kritiske oplysninger om den pågældende sekt eller bevægelse.

Når man kritiserer visse nyreligiøse bevægelser og sekter for at være afvisende over for kritik, det kritiske sind, kunne der måske være en tilbøjelighed til at overse, at vi som kritikere i deres øjne repræsenterer en tænkning, der har svigtet sit ansvar med hensyn til at dække de åndelige behov.

Hvis vi vil rette kritik over for de nyreligiøse bevægelser og sekter må vi anstændigvis også gøre noget for at forstå deres motiver, for derigennem at fastholde vores opmærksomhed på at tingene ikke altid er så enkle som vi godt kunne tænke os det. – Det ville være katastrofalt, hvis vores kritik af de nyreligiøse sekter kom til at dække over en selvtilfredshed og frelsthed og ikke et reelt ønske om at hjælpe mennesker i religiøs nød.

Når vi udøver kritik, er vi så også opmærksomme på behovet for et alternativ? Vel at mærke et alternativ, der tager højde for de motiver disse mennesker oprindeligt havde eller stadig har til at være i den pågældende bevægelse. Ligesom der er et motiv til at gå ind i en nyreligiøs sekt, således vil der også være et motiv til at afvise den kritik der bliver rettet mod den pågældende sekt.

Kriser

Det forhold at mennesket generelt forholder sig kritisk, mere eller mindre bevidst, får ofte mennesker til at undres når de erfarer at et familiemedlem eller en bekendt slutter sig til en nyreligiøs bevægelse, tilsyneladende ukritisk accepterer alt det nye og med en villighed til at give afkald på det gamle for at kunne fastholde det nyerhvervede.

Det har været kendetegnende for alle de mennesker som jeg har talt med eller har kendskab til, som er gået ind i en nyreligiøs bevægelse, at det har været i forbindelse med en krisesituation.

Dette rejser nu et næsten uundgåeligt spørgsmål: Er det at være i krise ensbetydende med at man er disponeret for en nyreligiøs forkyndelse? At man ikke er i stand til at forholde sig kritisk?

En besvarelse disse spørgsmål, i lyset af temaet Afvisningen af det kritiske sind, bør efter min mening ske under en samlet hensyntagen til tre ord eller begreber: krise, kriterium og kritik.

Det første ord »krise« kan defineres som det trin eller tidspunkt i udviklingen, hvor der indtræder en afgørende forandring i vanskelige eller usikre sociale tilstande, og det hidtidige erfaringsgrundlag ikke længere er tilstrækkeligt til at foretage en nyorientering.

Den andet ord »kriterium« kan her defineres som en religiøse forestilling eller livsanskuelse, der tjener som grundlag for eller middel til nærmere bestemmelse eller afprøvning af situationer eller tilstande, med henblik på en forståelse af noget oplevet/erfaret, for at kunne opretholde et liv eller en tilværelse, der synes meningsfyldt og forståelig.

Endelig er der ordet »kritik« som kan defineres som en vurderende undersøgelse, prøvelse eller bedømmelse med henblik på fastslå ægthed, værdi, sammenhæng.

Det kritiske sind, det at være kritisk, er fundamentalt for mennesket, både psykisk og kulturelt. At-være-kritisk er et særkende ved det menneskelige bevidsthedsliv. Den sociale og kulturelle udvikling er jo netop et produkt af, at vi har det som børnene med at undres og spørge om hvorfor dit og hvorfor dat. Vores brug af spørgeord som hvem, hvad, hvor, hvorfor, osv. afstedkommer ofte en reflektion, at vi vurderer noget, d.v.s. forholder os kritisk.

Når vi lytter til børn kan vi i deres tale iagttage, hvor hurtigt forældre og hvad de mener kommer til at tjene som et kriterium. Hvem har f.eks. ikke hørt et barn udbryde: »…det passer ikke! Min far siger selv…..!« Gennem den opdragelse børn modtager, undervisningen i skolen og i det videre uddannelsesforløb, kommer for en stor del til at tjene som kriterier i forskellige sammenhænge. Vi bruger den viden vi modtager og de erfaringer vi gør mere eller mindre aktivt. Spørgsmålet er ikke om vi bruger den, men hvordan vi bruger den.

Selv de mennesker som tilsyneladende er ligegyldige i forhold til stort set alt hvad der forekommer omkring dem eller det der er uden for deres egen interesseområde, har ikke mistet deres kritiske sans. Den er blot blevet statisk frem for at være en dynamisk kraft.

Når et menneske befinder sig i en krise har det behov for noget at orientere os efter. Der er brug for et kriterium, ud fra hvilket man kan vurdere, dels den aktuelle situation, dels de valgmuligheder der er for at kunne komme videre, komme ud af krisen. – Der hvor problemet for mange mennesker opstår er, når de for eksempel skal vurdere indholdet i en nyreligiøs forkyndelse.

Det er her vigtigt at erindre sig, at et kriterium og erfaring ikke er det samme, men at der i et kriterium udmærket kan indgå erfaringer. Hvis et menneske ikke har tilstrækkelig kirkelig ballast eller at kirken i vedkommendes liv har en ubetydelig rolle, vil der derfor ikke være et tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere en nyreligiøs forkyndelse, endsige være i stand til at forstå eller forud se nogle af de konsekvenser som en tilslutning til en sådan sekt eller bevægelse kan få.

Hvis vedkommende ikke i forvejen har et kriterium ud fra hvilket det udøve sin kritik, kan det for den udenforstående virke som om personen i krise, kritikløst vælger det første og bedste. – Her er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at når vi anlægger en ydre religiøs betragtning vil det for den iagttagende ske ud fra et spørgsmål om rigtigt eller forkert, sandt eller falsk. For den der er i krise og som mangler et kriterium til at vurdere det religiøse indhold, vil vedkommende kritik tage udgangspunkt i, om det der tilbydes virker lindrende i den aktuelle situation, om det giver mulighed for at komme ud af krisesituationen mere end hvor det bringer vedkommende hen.

For den der har søgt ind i en nyreligiøse bevægelse vil den umiddelbare oplevelse i mange tilfælde være, at de har fundet lykken, at de her har fundet noget som virkelig er af stor værdi. Når det har hjulpet dem, må det også kunne gavne andre. Siden det har været i stand til at hjælpe dem, må det have en vis værdi, det kan ikke være dårligt.

I arbejdet med nyreligiøse bevægelse og sekter er det derfor vigtigt at være opmærksom på at skelne mellem de nyreligiøse bevægelser på den ene side som systemer eller forklaringsmodeller og på den anden, som grupper af mennesker, som har valgt en forklaringsmodel og et kriterium for livet der er anderledes end vores ud fra de behov de havde da de valgte den pågældende bevægelse. – Når jeg siger dette udelukker jeg naturligvis ikke den omstændighed, at der findes mennesker som har været ude for det vi kunne beskrive som manipulation eller bedrag.

Kritikkens opgave og det kritiske sind

Kritikkens opgave er at afdække, bringe forskelle frem i lyset, gøre forskelle synlige ud fra et givent kriterium. – Hvis kritikken er for hård kan det for den der er berørt af den føre til en forceret oplevelse af at være blevet bedraget, i det for meget og for hurtigt bliver betvivlet. Resultatet kunne blive, at personen får en oplevelse af, at det han hun hidtil har troet på har været en illusion, et bedrag.

Ingen mennesker bryder sig om at være udsat for et bedrag. Hvis en sådan erkendelse indtræder for hurtigt kan det udløse et voldsomt emotionelt ubehag, der kan have traumatisk karakter. Man vil i de fleste tilfælde søge at beskytte sig mod sådanne afsløringer ved at afvise alle former for kritik.

I forbindelse med betragtninger omkring de nyreligiøse bevægelser, specielt de sekteriske og fundamentalistiske kan man høre udtalelser om, at den kritiske tænkning er afskaffet, at gruppens medlemmer er blevet eller bliver udsat for hjernevask.

Men er det muligt at ophæve det kritiske sind? — Nej! Man kan højst passivisere det eller gøre det statisk i forhold til det kriterium der gælder i forhold til gruppen. Denne passivisering vil i et vist omfang være accepteret af og styret af de behov der ligger til grund for den motivering der binder individet til den pågældende sekt eller bevægelse.

Hvad der generelt set sker i nyreligiøse bevægelser er ikke en afvisning af det kritiske sind, men kriterier der strider mod det kriterium der ligger til grund for den pågældende gruppe. Når en person ikke længere til fulde står inde for det fælles kriterium vil der blive tale om en afviger. Hvem der er afvigende, afhænger af fra synspunkt vi ser tingene.

Sat på spidsen vil min påstand være, at de nyreligiøse bevægelser ikke afviser det kritiske sind, men derimod det afvigende, de personer der repræsenterer det afvigende. – Denne afvisning indtræder fordi, alt hvad der er afvigende, er en trussel med det bestående, eller det som en gruppe ønsker, skal bestå. Gruppens bestående er jo netop betinget af eksistensen af et kritisk sind, at medlemmerne er i stand til at anvende gruppen kriterium til at afvise det afvigende.

Afvisningen af det afvigende

Når en person eller en gruppe af mennesker afviser en person der i væsentlig grad afviser fra et givent kriterium, kan afvisningen have to hovedårsager:

For det første kan der være tale om, at afvisningen er resultatet af en mere eller mindre kritisk vurdering eller bedømmelse.

Den anden mulighed er, at afvisningen er et udslag af frygt, at det der afvises vækker enten et følelsesmæssigt ubehag. Når en sådan afvisning foretages er det ikke nødvendigvis fordi det afviste er dårligt eller ondt, men fordi det virker som katalysator for nogle følelser eller minder, som vedkommende søger at fortrænge.

Afhængig af hvor meget det religiøse element fylder i personens tilværelse, dets mere truende og løgnagtig vil en kritik kunne tage sig ud, alt afhængig af hvordan kritikken fremtræder og fremføres.

Kritik virker som et tyveri, hvor kritikken “stjæler” den tryghed som illusion i mange tilfælde tilvejebringer. – Uagtet hvad vi måtte mene om sådanne illusioner, så vil de ikke desto mindre have en for personen vigtig og positiv funktion i en kortere eller længere periode.

Hvad er problemet? – og hvad er det vi skal være opmærksomme på?

At der foregår en undertrykkelse af de kritiske sind i mange sekter kan vi reelt set ikke gøre ret meget ved. Problemet er ikke at kritik bliver afvist, det kan være en nødvendig beskyttelsesfaktor i perioder for visse mennesker der er eller har været i krise, men at det kritiske sind undertvinges, at der er mennesker, som ved hjælp af bedrag og manipulation i visse grupper og sekter, forhindres i at udfolde deres kritik frit. Imidlertid må vi af hensyn til dialog-arbejdet ikke falde i den grøft eller fælde at tro, at det kritiske sind ikke eksistere i det nyreligiøse miljø; det eksisterer! Det har blot en anden fremtrædelsesform end den vi normalt vil forvente. Det kritiske sind kan være mere eller mindre aktivt. Aktivitetsniveauet for det kritiske sind afhænger af, hvad vi bliver konfronteret med og den intensitet det sker med. Jo større ensidighed vi er underlagt, des snævre de kriterier vi anvender bliver i sine tolerancer, dets større bliver den trussel som det afvigende kommer til at repræsentere.

Uanset hvad vi måtte mene, så er årsagen til at mennesker søger ind i en sekt, der senere viser sig at være undertrykkende på den ene eller anden måde, at den evner at udfylde et tomrum, ophæve en angst. De opnår et gode, ellers ville de ikke tage imod de tilbud som fremsættes.

Hvad skal eller kan vi bruge en viden til, der fortæller om vilkårene for den kritiske bevidsthed, at den undertrykkes eller passiviseres i forskellige sekter og religiøse miljøer?

Motivet og målet må være, at opnå og formidle en viden, der kan hjælpe de mennesker som på den ene eller anden måde er kommet i klemme eller har fået problemer i forhold til en sekt eller bevægelse. Denne hjælp skal ydes i den hensigt at de kan opnå afklaring i forhold til deres egne konditioner, ikke vore.

Vi skal ikke fortæller dem hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt. Skal vi missionere eller forkynde, må det være eksemplet der i første omgang skal tale sit eget tydelige sprog. Dernæst at svare på det de spørger om.

Vi kan gøre tre ting, for ikke at det skal ende med at bliver som de andre, at vi forbyder det alternative, forbyder det der er anderledes, blot fordi deres valg af noget andet end det vi har valgt, “truer” vores valg af det vi opfatter som frelse:

Det er en saglig information om, HVAD de pågældende sekter. At vi fungerer som forbrugeroplysning, at vi i vor oplysning viser at vi har respekt for at der er andre valgmuligheder en den vi har valgt. – Ved dette opnår vi en mulighed for at øge den almene kritiske sans hos det enkelte individ i de sammenhænge vi beskæftiger os med, hvor der synes at forekomme en undertrykkelse af det kritiske sind.

Når mennesker er i tvivl, mens de stadig er i den pågældende sekt, lytter til hvad de har behov for at høre, IKKE hvad vi tror de gerne vil høre!

At vi forsøger at hjælpe dem til afklaring, ikke til at modtage hvad vi finder rigtigt eller forkert, godt eller dårligt. – Gør vi det, er der risiko for at vi blot bliver en psykologisk forlængelse af det de allerede er en del af.

Specielt det sidste punkt er vigtigt: Dette er vigtigt når det ikke handler om at informere, men om at hjælpe dem der er har problemer efter have været i forbindelse med en sekt eller bevægelser, som har haft for eksempel psykiske og sociale problemer i konsekvens.

Hvis vi ikke kan rumme at der er mennesker der har valgt noget andet end det vi har valgt, hvordan skal de da kunne kende forskel på os og den sekt eller bevægelse som de er eller har været tilknyttet?

Oprindeligt trykt i: Update & Dialog, No. 9, 1996: The Rejection of the Critical Mind