Af Søren Rødgaard Henriksen © 1993, 2002

Han blev født Georg Morris Cohen Brandes (1842-1927), søn af grosserer Herman Cohen Brandes og Emilia Brandes, som havde yderligere to sønner, Ernst og Edvard. Forældrene var medlemmer af den jødiske menighed, men Georg Brandes kom dog kun een gang i synagogen, da han skulle konfirmeres. På trods familiens religiøse tilknytning voksede Georg Brandes op uden en egentlig berøring med religion, ligesom han var fritaget for religionsundervisningen i skolen.

Han blev student i 1859, og havde som gymnasiast vist sin forkærlighed for poesi. Han fattede en særlig interesse for Goethe og Heine, og blev også selv skriftlig meget aktiv. Efter pres fra familien, blev han dog indskrevet på det juridiske fakultet, da man anså dette for at være det fornuftigste. I de tre år hvor han studerede jura, fulgte han sideløbende med sit studie med i æstetiske forelæsninger, ligesom han sammen med vennerne læste filosofi og kunsthistorie, ligesom han læste græske, latinske og oldislandske forfattere på originalsprogene.

1. påvirkning

Kredsen af de højtbegavede unge som han omgikkes, talte folk som filologen Frederik Nutzhorn, kunsthistorikeren Julius Lange, historikeren Troels-Lund, teologen Jens Paludan-Müller, sprogforskeren Vilhelm Thomsen og filosoffen Gabriel Sibberen. Denne kreds havde sin daglige gange på det åndelige center: auditorierne, museerne, teatret og kunstudstillingerne. Man mødtes på tværs af faggrænser og eksamener, målet var kunstens og lærdommens højeste tinder. Hvad der kendetegnede Brandes i denne periode og senere var at han ikke havde tid nok til alt det han gerne ville. Han syntes, det var en katastrofe, at mennesket havde behov for at sove. Hele hans virke var præget af stor iver og arrangement i det han foretog sig.

Den religiøse nyorientering

I begyndelsen af 1860’erne mødte han hos sine studenterkammerater en ånd der var ham fremmed, en ånd som han hverken kendte fra sit hjem eller skolen: religionens. Hans venner beskæftigede sig nok med den græske kultur og dybt betaget af denne, men de var også troende; de sammenfattede det humane og det kristne i et harmonisk, spiritualistisk livssyn.

Lange og Paludan-Müller forsøgte på et tidspunkt at omvende ham til kristendommen, hvilket medførte en alvorlig krise for Georg Brandes, der kom til at vare i godt tre år. Han forsøgte at løse det religiøse problem, og vandrede bestandig mellem de to yderpunkter, frelsen og tvivlen. Han forsøgte blandt andet gennem Søren Kierkegaard at finde svar på de spørgsmål som han kæmpede med. Brandes søgte i kristendommen en lindring for sjælen, en indre harmoni, men fandt ingen religiøse ramme inden for hvilken han kunne hente trøst og udfolde sit talent.

Da han ikke havde fået det han søgte gennem Kierkegaard, forkastede han ikke kun den kristendom som Kierkegaard var eksponent for, men også troen i det hele taget. Da han var kommet gennem sin religiøse krise, og åndsmæssigt igen sluttede sig til vennerne, var det ikke for at tiltage sig deres livsanskuelse, men for at springe den. Hans mål eller agt blev at sætte tanken op imod troen. Men selv om Georg Brandes havde forkastet Kierkegaards kristendom, betød det ikke at han forkastede hans tanker om subjektiviteten, der senere blev et element i hans egen personlighed.

I 1862 gik han over til det æstetiske fagstudium, og allerede samme år opnåede han accessit (2. plads for prisopgave ved et universitet) for en æstetisk prisopgave, og året efter i 1863 modtog han guldmedaljen for en tilsvarende opgave. I 1864 blev han så magister.

2. påvirkning

Fra tiden omkring sin religiøse krise (c. 1861-1864) og frem til begyndelsen af den sidste halvdel af 1860’er hentede han ikke alene trøst og støtte hos sine universitetslærere Rasmus Nielsen og Hans Brøchner, men Brøchner kom også til at spille en væsentlig rolle Georg Brandes’ videre udvikling. Han bliver bl.a. gennem disse præsenteret for værker af de to tyske bibel-kritikere David Friedrich Strauss (1808-74) og Ludwig Feuerbach (1804-72).

Georg Brandes tager den tyske ateisme som Feuerback stod for til sig, som fremstiller Gud som en ønskedrøm, at Gud er et produkt af de ideale egenskaber som mennesket ikke selv kan realisere her på jorden. Målet eller opgaven bliver at løse kærligheden fra en ønsketænkt Gud og vende den mod dens udgangspunkt, mennesket og dets næste, på en skabende og gavnlig måde.

Når Georg Brandes ikke vænner sig til en materialistisk ateisme, skyldes det blandt andet at Feuerback som han havde taget til sit hjerte, var stærkt påvirket af filosoffen Hegel. Dette blev til en inspiration for Brandes, hvor han tror på en frihedens verdensånd, der realiserer sig selv, stigende i trin op gennem historien. Dette kom til at betyde, at Georg Brandes’ budskab i hans åndskamp ikke blev til kamp for bortskaffelsen af al dogmatisk religion, men derimod en opfordring til at slutte op omkring frihedens forløsningskamp.

3. påvirkning

Allerede i 1866 var Georg Brandes nået til sit brud med samtidens spiritualisme, og det er i dette år han foretager sin første udenlandsrejse, der bringer ham til Paris hvor han opholder sig i tre måneder. Opholdet i Frankrig medførte en åndelig revolution i Georg Brandes’ syn på kunst og kritik. Det der havde medført den radikale ændring hos Georg Brandes, var hans møde med de fremtrædende franske kritikere Taine og Sainte-Beuve.

Den påvirkning som Georg Brandes modtog herfra, var blandt andet, at når såvel dyd som last er produkter, er det en opgave for den moderne digter at skildre dem begge, når han møder dem, det »grimme. er lige så relevant et behandlingsobjekt som det »skønne«. Hvad Georg Brandes også mødte var, det som Sainte-Beuve stod for, den anskuelse at litteratur skal studeres historisk og psykologisk, at individet er som en verden for sig, en evigt borende, nysgerrig sjælegransker, der benytter sig af digterværket og det litterære dokument som forskellige indgange til den personlighed som har fostret den.

Selvom Georg Brandes var en stor beundre af Taine og Sainte-Beuve, blev han ikke kun til en videreførelse eller et resume af dem, han blev selv til en mester. Han sammensmeltede det ny lærte sammen med det han var og havde, skabte sin egen kritik, hvor han forener glæden ved de vide perspektiver i åndens verden og sansen for de intime detaljer i individets verden.

4. påvirkning

I 1869 udgiver Georg Brandes oversættelsen af Stuart Mills bog “Kvinders Underkuelse”, som fører til at han for alvor udvider sit interessefelt fra det litterære til også at omfatte det social-politiske.

Hvad der har påvirket Georg Brandes kraftigt i denne retning, var hans møde to år tidligere med den ti år ældre Caroline David, som førte til et forhold mellem dem, der kom til at vare i fem år.

Mødet med Caroline David påvirkede i høj grad hans syn på ægteskab og seksualitet, og hans senere valg af yndlingsforfattere og de digtere han stillede op som forbilleder. Hans forord til Mills bog “Kvinders Underkuelse” bærer da også præg af en mand, der ikke kun med sin forstand taler om noget han har studeret, men i lige så høj grad har hjertet med, manden der taler med erfaringens røst.

Forvandlingen

Fra april 1870 til juli 1871, drog Brandes ud på sin anden store udenlandsrejse, der blandt andet førte ham til Paris og London, om end det var i Italien at han opholdt sig det meste af tiden. Det var på denne rejse at han mødte Stuart Mill, der befæstede ham i troen på, at det der talte, var at være en handlingens mand, og at slagene skulle slås på den politiske scene. Det var også på denne rejse at brød med Caroline David, ligesom han nu proklamerer sin definitive brud med kristendommen og sit had til denne.

Rejsen havde forvandlet Georg Brandes til en farlig mand, en drillende litterær kritiker, en skånselsløs kulturpolitiker. Den periode der fulgte efter denne rejse, bringer ham til at læse en mening ud af historien: frihedsideen realiseres gradvist, indtil den sejrer i den sociale og politiske virkelighed med anerkendelsen af den frie tanke. Og alligevel var personligheden blevet ham vigtigere end ideen – nok så meget fordi han havde mistet troen på ideers evne til at omforme den genstridige virkelighed.

Hans fremtræden

Det var ikke kun Georg Brandes’ skrifter der fængede, men også, og måske netop, hans fremtræden når talte og fremholdt sine forelæsninger, som beskrives som omhyggeligt indstuderede og blændende fremført. Om en af disse forelæsninger skrev Henri Nathansen blandt andet: »Alt var sikkert nøje forberedt, hver Betoning, hver Pause, hver Stigning og hvert Fald, indstuderet om man vil som Skuespilleren indstuderer sin Rolle. Men »Indstuderingen var kun den faste, ubrydelige Form, Beherskelsen, Indholdet, »Spillet«, beaandedes og besjæledes af den Hengivelse, den Besættelse, hvori hans Væsen udfolde og udløste sig i hele dets glitrende, funklende og dunkelt glimtende Rigdom, mens han talte.« Det er ikke uden grund at man kan se Georg Brandes som både en lysbringer og en Lucifer.

Modgangen

På trods af åbenlyse talent, og måske netop af denne grund, kom Georg Brandes til i perioder at møde megen bitter modstand. Hvad han i sin iver overs var blandt andet den magt som de religiøse havde, hvor svagt han end anså den at være på den tid, og den styrke hvormed mennesket bindes til traditionen. I den kulturkamp som han havde startet, var hans mål på det religiøse plan kristendommens overvindelse og den hedenske humanismes sejr, ligesom han på det politiske plan ønskede liberalismens anerkendelse. Den udviklingsproces han satte i gang blev til en krig mellem ham og en lille skare af tilhængere, de der blev den nye tids digtere, på den ene side, som anså ham for at være en lysbringer, og så på den anden side samfundets flertal der vogtede på de gamle traditioner og som anså Georg Brandes som en Lucifer.

Resultatet blev da også, da Georg Brandes i efteråret 1871 indgav en ansøgning til Universitet om en stilling som ekstraordinær docent, at den blev afslået, fordi de toneangivne kredse ikke ønskede at have ham ind på Universitetet. – Han fik dog professortitel i 1902 og kommandørkorset overrakt af kongen i 1909. – For Georg Brandes betød denne udelukkelse, at han ikke fik mulighed for de dybtgående studier og i en periode var henvist til at arbejde som freelance journalist.

Selvom det gik ham meget på, at hans kulturkamp havde udviklet sig til en opslidningskrig, opretholdt han ikke desto mindre stilling som den uforfærdede agitator. Han udgiver herefter en række bøger, men i 1877 når han til den konklusion, at hans kamp indtil videre er tabt. Og i forlængelse heraf og af praktiske og økonomiske årsager flytter han til Berlin, hvor han udgiver tre biografier, som skaffer ham et stort tysk publikum.

I 1882 vender han tilbage til Danmark, efter at en anonym kreds af sympatisører havde henvendt sig til ham og bedt ham om at vende tilbage for at genoptage sin forelæsninger mod et fast årligt honorar. Det er i denne periode at Georg Brandes også træder frem som fortaler for de undertryktes folks sag. 1880’erne bliver også den periode hvor han bevæger sig væk fra at være »Kampskribenten« til at være »den oplysende og belærde Skribent«.

I løbet af 1880’erne skrifter Georg Brandes sin kunstneriske orientering, og heltedyrkelsen som tidligere havde optaget ham, får igen en fremtrædende plads i hans forfatterskab. I 1888 modtager Georg Brandes fra den endnu ret ukendte filosof Nietzsche to bøger, som begejstrer ham, og han skriver en afhandling på grundlag af disse bøger, som kommer til at bane vejen til berømmelsen for Nietzsche.

De sidste tredive år af Georg Brandes’ liv, var aktivt som tidligere, men hans pessimisme voksede og han følte sig isoleret, ligesom han tog afstand fra det der foregik i datidens litteratur, presse og politik. Han oplevede Danmark som et fængsel, og derfor har hans mange foredragsturneer i udlandet også været en stor trøst for ham, som dog stoppede med verdenskrigen, hvorefter han opretholdt sin kontakt omverden i Europa og USA gennem en livlig korrespondance.

Georg Brandes døde den 19. februar 1927, 85 år gammel.